Derfor er jeg Doula
Siden 2011, hvor jeg startede med at arbejde som nyfødt fotograf, har jeg mødt nybagte familier, inden for de første uger efter fødslen. Jeg har hørt utallige af fødselshistorier og efterfølgende refleksioner, over den første tid hjemme.
Jeg er selv mor til 3 og da jeg fik mit 1. barn i 2003, fik man som førstegangs fødende, tilbudt 7 dages ophold på barselsgangen. Dette tilbud har i dag ændret sig en del. Jeg har talt med nybagte mødre, som direkte har været utrygge i den første tid. Mødre som har følt deres traumatiske fødselsoplevelse er blevet fejet af vejen med “Men du har jo fået en sund og rask baby”. Som om, at mors oplevelse, forsvinder i den magiske sætning – sund og rask baby.
Skal vi, som kvinder finde os i, at en sund og rask baby – en baby som overlevede. Er målestokken for vores videre liv?
At få en sund og rask baby, en baby som overlever overskygger sorg, frygt og følelsen af overgreb. Skal vi glemme os selv, når vi bliver mødre?
Det traume, som har formet mig som mor
Før jeg fortæller om min første fødsel oplevelse, skal du vide at min datter i dag, er en fantastisk ung kvinde på 20 år. Den alder jeg havde, da jeg fødte hende. Jeg fortæller her om vores historie, så du ved af hvilken moderlig styrke og erfaring jeg er formet af.
Da jeg som 20-årig vidste at jeg skulle være mor. Der var jeg ikke klar, for verden – eller menneskerne i den, havde lært mig. At hvad jeg kom af, det ville jeg give. Så jeg skulle lige have et øjeblik til vænne mig til tanken og rumme alle de følelser et lille nyt menneske tænder hos os. Jeg var bange for, at jeg ikke var god nok.
Efter fødslen af min datter, var jeg ovenud lykkelig. For første gang i mit live følte jeg, at jeg var god til noget. På barselsgangen fik jeg utrolig meget ros for måden jeg to mig af mit lille nyfødt barn. Mit moderinstinkt var, på tråds af min opvækst i plejefamilie, helt intakt.
Efter en lille uge på barselsgange, kom vi hjem i barselshulen. Min datters far og jeg var i graviditeten gået fra hinanden så jeg var ung og enlig mor. Forelskelsen var altoverskyggende så nætterne uden søvn og trætheden bare føltes som en guid for, at tage det hele med ro. Min datter er født 13. december, så verden omkring var magisk og fyldt af glæde og kærlighed.
2. juledag, den 26. december lidt over halv 8 om aftnen, blev jeg og min datter, som lige var faldet i søvn i barnevognen – kørt ned af en Taxa. Vi blev ramt med omkring 50 km i timen. Jeg blev flyttes mere end 9 meter fra det sted i fodgængerfeltet, som vi blev ramt i. Hvor langt eller hvor barnevognen endte, ved jeg ikke.
Da min opmærksomhed blev fanget af bilens lygter, vidste jeg, at vi skulle dø og det eneste som kom til mig var erkendelsen af, at 13 dage var alt for kort tid at elske i, og så forlod mig bevidsthed min krop, så jeg mærkede ingen smerte ved sammenstødet. Det kan selvfølgelig forklares videnskabeligt, med hjernens effektive smertestillende funktioner. Med det der sker med bevidstheden, i en nær døds oplevelse, er forskelligt fra person til person. For mig, så forlod jeg min krop med min bevidsthed, kom tilbage, forlod den og kom tilbage igen. Denne oplevelse af, at mit bevidste jeg forlod min krop, den havde jeg også da jeg 15 år senere i min bil indså, at den bil der kørte ud i mig, kørte alt for stærkt. Kraften af sammenstødet, trak mig ud af kroppen i en følelse af at være lige der omkring mine hænder på rettet og først da min telefon faldt ud af min lomme og landede på bilens siderude under mig, kom jeg tilbage til min følesløse krop.
Jeg vil meget gerne forklare alt med videnskab, men disse to oplevelser kan jeg ikke finde en faktuel beskrivelse af.
Da jeg 2. juledag kom til tilbevidsthed igen, lå jeg på maven på vejen og skreg efter min baby, som jeg var sikker på, var død. Jeg kunne ikke høre hende eller se barnevognen. I sekunder vidste jeg, at hun var død. Når man først har følt sådan en stor følelse, at miste sit barn. Så kan man ikke gå tilbage til før, hvor man ikke kendte følelsen af at få sit barns liv revet ud af hænderne på denne måde.
Selv om virkeligheden var en anden og jeg jo ikke mistede hede, så mistede jeg alligevel i dette øjeblik, en del af mig selv og en del af min datter.
Da jeg lå der på vejen, kunne jeg ikke mærke min krop – kunne ikke anden end trække mine ben op under mig i en maveliggende fosterstilling. Alt kraft havde forladt mig og jeg ønskede kun at stoppe med at trække vejret. Da jeg endelig hørte hendes gråd, en panisk ubeskrivelig gråd, da oplevede jeg at blive fyldt af en helt sindssyg kraft og kunne kravle den ca halve meter hen til den lygtepæl som gør, at jeg ved hvor langt jeg blev flyttet fra det sted vi blev ramt. Uden at tænke, tog jeg min skrækslagen baby op i armene og vi forsøgte at samle barnevognen, så jeg kunne gå hjem. Fordi, jeg ville bare hjem.
Heldigvis kom der en forbipasserende til, som sørgede for at få ringede 112. Mens han havde dem i røret måtte jeg ligge min datter fra mig, hvorefter jeg ikke længere kunne stå på mine ben. Så jeg sank sammen til min datters skrigen efter sin mors trygge arme og fodgængerfeltets hurtige og langsomme pulserende biben, faldt jeg i søvn – eller mistet bevidstheden, er nok det rette betegnelse.
Vi var okay, vi overlevede og det overskyggede alt og min oplevelse lagde jeg følelsesmæssigt lå på, for jeg skulle være mor – som mor er det eneste som er vigtigt, at ens lille barn er i sikkerhed. Har det godt, er sund og rask. Alt andet kan være lige meget.
Vi skal ikke glemme os selv, når vi bliver mødre!
Heller ikke, hvis vi ikke skal gennemgå store traumer.
Det er nu mere end 20 år siden og dengang vidste man ikke lige så meget om menneskes efter reaktion, som man gør i dag. Var denne udlykke sket i dag, ville mit forløb være blevet anderledes – for vi ved i dag, at traumer ikke kun sætter sig hos soldater og flygtninge.
Reaktionen efter et traume, er en vigtig og naturlig ting. Den har været vigtig for menneskets evolution – uden den tillærte opmærksomhed på fare og formidlingen af den til næste generation, så var mennesket måske ikke overlevet stenalderen.
Men vi skal tage hånd om den og bearbejde den, så den ikke gør os syge.
I mange år led jeg af svær Post Traumatisk Stress Belastning (PTSD). Først i forbindelse med uddannelsen til LivsDoula, forstod jeg min reaktion i den rette kontekst. Det var ikke bare en trafikulykke og min egen nær døds oplevelse. Så tidligt efter fødslen – hvor en mor stadig er styres af sit instinkt. Et instinkt så stærkt, at man kan rejse sig efter, at være blevet ramt af en bil. Chaufføren fortalte i ratten, at han bremsede, fordi han hørte at han ramte noget. Han så os ikke, før han ramte os.
Det var også et fødselstraume, og først da jeg tog hånd om dette begyndte mit indre at hele op igen. I dag er jeg ikke syg af PTSDen og den påvirker ikke min dagligdag. Den ligger der stadig, og kan finde på at gøre sig bemærket i ratte miljø.
En ensom rejse
Min datter var efter ulykken mærket af det traume som hendes lille krop oplevede. Dengang var indstillingen hos lægen, at fordi hun var så lille, så ville hun ikke få mén efter oplevelsen. I dag ved vi, at hvis en gravid kvinde udsættes for et traume, kan fosteret påvirkes. Det kan du læse mere om i bogen “Fostrets og fødslens psykologi – barndom og forældreskab begynder ved undfangelsen” Af Henrik Dybvad Larsen,
Når jeg søgt hjælp, fik jeg af vide – nogle babyer, græder bare meget.
Hver eneste nat, vågnede hun skrækslagen og skrigende – som efter ulykken. Jeg kunne ikke få kontakt til hende mens hun græd på denne måde og måtte gøre hvad jeg kunne.
Hvis hun blev aet på hovedet, begyndte hun at græde og i børnehave alderen reagerede hun voldsomt på uventet og pludselig berøring.
Omkring 6 års alderen blev gråden mindre og hun sov for første gang i gennem som 8-årig. Da hun begyndte at kunne sætte ord på side onde drømme, fortalte hun at hun faldt. Ikke ned, men hen af.
Jeg oplevede hendes efter reaktion og jeg syntes at det var ulogisk at tro, at et lille barn ikke kunne få en efter reaktion af en sådan oplevelse, det lille barn er udelukkende styres af sit instinkt for at overleve.
I takt med at jeg lærte at forstå min egen efter reaktionen og PTSDen, en reaktion som styres af lillehjernen, der hvor vores instinktive natur bor. Den del af hjernen, som ikke ved hvor i evolutionen vi lever – det kunne lige så godt være stenalderen. Der forstod jeg mere og mere at lægerne tog fejl i at antage, at så lille et barn ikke ville blive mærket af en sådan oplevelse.
Det er ikke en reaktion vi udvikler i vores rationelle sind, men i vores nervesystem. Vores nervesystem er udover at være kroppens kommunikations system, også vores medfødte alarmsystem. Når vi udsættes for et traume, opdateres alarmsystemet. Alt hvad sansernes bemærker lige før, under og efter lagers og registreres for at sikre, at vi lære af vores erfaring.
– Jeg er ikke fagperson inden for psykologi, og disse udtagelser er min mening på baggrund af mine erfaringer og det jeg har fundet af information. Information, observation af mit barns udvikling, min egen reaktion har alt sammen være mine værktøjer i min personlige udvikling som PTSD ramt.
En særinteresse
Engang troede jeg, at en særinteresse var en interesse som var sær. Og jeg syntes jo ikke at mine interesser er særlig sære. I dag ved jeg, at en af mine særinteresser er at se, lære og forstå menneskes natur. Derfor har jeg i mit arbejde med at få nyfødte til at sove, nørdet med at forstå det lille menneskes verden og det er baggrunden for, at jeg er blevet Livsdoula og tilbyder min service, personlige erfaring og tillærte viden som doule ved lives start og afslutning.
Sådan at jeg kan bruge den videre og erfaring livet har foræret mig til at støtte familier når det byder velkommen til et nyt liv og skal gøre sig klar til at sige farvel.
