Udover at fotografiet er mit arbejde, så er det også min hobby og det medie hvor min skabertrang kan få afløb. At skabe noget ud fra en følelse, en historie eller et nysgerrigt spørgsmål. Eller blot indfanget skønhed fra vores smukke natur.
Mine personlige projekter, er noget jeg laver for mig selv. Det er også her, hvor du kan lære om det menneske som gemmer sig bag kameraet hos Livets Fotografi.
Vi har alle en historie om vores liv. Historiefortællingen er en af de egenskaber, som har gjort at mennesket har udviklet sig igennem tiden. Før vi formidlede vores viden på skrift, skete det i samtalen og historiefortællingen. Engang overgav vi erfaringer fra gammel til ung. De ældres erfaringer, var livsvigtige. I dag kan det virke som om, at de ældres erfaringer er ubetydelige – for vi lever i et informations overlod og med alle verdens leksikoner i lommen.
Jeg tror at vores livshistorier, nu er mere vigtige end nogen sinde før – ikke historier om, hvordan vi overlever, men i historier om – hvad vi oplevede, hvordan vi gennemlevede det som var svært. De tanker vi gjorde for os selv og især dem vi gør os – nu når støvet har lagt sig.
Når vi står med en grå stribet manke og ser tilbage på livets udfordringer – hvis jeg dog bare havde vidst. Det er her, hvor vores livserfaring kan gavne den landsby, som det så bekendt tager, at opfostre et barn.
Ens livshistorie er sjælden en historie om et menneske, det er altid en historie om en familie fra et menneskes perspektiv. Min oplevelse af at blive mor, er min datters historie om starten på hendes liv. Ligeledes er historien om min kamp for at tage en uddannelse, samtidig med en ulidelig kamp mod PTSD, angst og depression – ej at glemme det faktum at jeg i min barndom havde lært, at jeg ikke kunne lærer. Det er også mine børn historie, om deres tidlige barndom.
I mine 20er har jeg skrevet en bog – ikke en jeg har udgivet og i virkeligheden er det jo blot tekstdokumenter, men nok til at fylde en lille bog. I de svære tider skrev jeg mine oplevelser og tanker ned. Refleksioner over ulykken der ændrede mit liv på godt og ondt. Af dødsangst skrev jeg afskedstekster til mine nære – fordi jeg var så bange for at dø.
Om det at finde min far så tæt på at være død, at vi redet hans liv og de mange år hvor jeg var hans nærmeste igennem et meget alvorligt sygdomsforløb.
Jeg deler ikke mine historier for at få medfølelse og ros for at have gjort det godt. Men fordi at jeg er ret sikker på, at mine børn og en dag børnebørn, vil sætte pris på, at kunne læse om det liv som har formet mig som det menneske de kendte. Jeg håber at mine ord vil styrke dem, når livet viser dem modgang.
Jeg har et mål om, at udgive en bog før jeg fylder 50 år. Jeg er i skreven stund 41 år, så jeg har ikke travlt. Men det er jo et projekt, som jeg gerne vil hygge mig med. Det er ikke et arbejde, men den form for terapi som jeg går og har for mig selv.
Jeg vælger at dele nogle af historierne med verden, fordi jeg har en følelse af, at det skal jeg. For hvis bare et menneske kan finde værdi ved at læse eventyret om Fie – så har historien gjort andet gavn en blot at underholde.
Mit nye koncept “Livs Portræt” er skabt ud fra den tankegang, at din livshistorie er en af de vigtigste at få fortalt til dine børn, børnebørn og oldebørn.
Livs Portrættet er også skabt ud fra det faktum, at hvis vi er heldige, så dør vi før vores børn og børnebørn. Jeg forelskede mig i fotografiet fordi det foreviger et øjeblik, et genkendeligt træk. Et glimt i øjet og den varme vi mærker i hjertet, når vi ser på billeder af vores nyfødt barn – selv 20 år efter.
Men et livs portræt er lige lidt mere end det, fordi…
Fra jeg var omkring 3 år og til jeg fyldte 18 år, filmede min morfar mig og resten af flokken af børnebørnne. Jeg har derfor alle de gode stunder fra min barndom dokumenteret i levende billeder og lyd. Når jeg ser filmen “Fie”, så er det ikke det, at se mig selv, som gør mig glad. Jeg ved ikke med jer, men jeg syntes ikke det er det fedeste at se eller høre mig selv.
Nej, det er det at se min mormor, høre hendes stemme, latter og vores små samtaler.
Jeg kommer aldrig til at glemme mine voksnes stemmer, for det har min morfar sørget for ikke vil ske.
Jeg siger gerne til mine fotobørns forældre, at billederne jeg tager af jeres børn, det er billeder til jer voksne – familiebillederne, det er billeder til børnene. Det er nemlig ikke billederne af dem selv, de en dag vil se tilbage på med savn i hjertet. Det er billederne af mor og far de gerne vil se tilbage på. Livet, det er skrøbeligt, for vi ved ikke, om det slutter pludseligt.
Der var først flere år efter min morfar var død, og jeg fik alle hans hjemmevideoer hjem, at det ramte mig, hvor uvurderligt det er at kunne høre min mormor og morfars stemmer.
Derfor er et livs portræt en af de ting, som jeg personligt ønsker at give mine børn. Et jeg ville ønske jeg havde fra de af mine voksne, som ikke længer er har.
Livets Fotografi
Fie Vandborg
Bovballe Møllevej 111B
7000 Fredericia
Cvr-nr: 28015674