Menu
Som sagt, så bryder jeg mig ikke om, at kalde mig for “DødaDoula”, men begrebet er så småt på vej ind i vores del af verden. Jeg vil hellere kalde det, at være LivsDoula, for overgangen til døden, er en uundgåelig del af livet. Og nogen gang, der tager lægerne fejl og ens nære overrasker og overvinder sygdommen. Så det er ikke sikkers, at lige den støtte jeg tilbyder, ender med døden. Så derfor passer det langt bedre at fokusere på, at være LivsDoula, selv nær døden.
Som LivsDoula, arbejder jeg for livet i overgangen til døden. Giver en hånd at holde i, lytter og hjælper med at tage huld på de svære samtaler.
Jeg er vokset op i den kristne tradition, men min grundoverbevisning er, at vi er en del af naturens cyklus. Tror på det enkles menneskes behov, for at forstå livet med ord fra lige den religion, de enten er født ind i, eller er tråd ind i af egen vilje. Jeg ser mine medmennesker, som et væsen eller et åndeligt jeg. Den du er i dine tanker.
Jeg har opdraget mine børn med religionsfrihed – frihed til at søge og finde deres religiøse overbevisning. Og jeg møder et hver menneske med samme overbevisning.
Jeg vil altså støtte jer, uafhængigt af jeres tros retning, for jeg møder og støtter jer som menneske. Med åben- og nysgerrighed for jeres traditioner.
Da jeg tog LivsDoula uddannelsen, da vidste jeg, at jeg nok ikke skulle arbejde som Doula på traditionel vis. For mit liv har på ingen måde været levet traditionelt og mine livserfaringer er selvfølgelig herefter. Vidste at mit fokus ikke skulle ligge på fødsler, men der hvor mine faglige og personlige erfaringer er størst.
Som 20-årig fandt jeg min far, så dehydreret at få timer havde taget livet af ham. Det endte i et 6 måneder langt sygehus forløb med flere operationer hvor han under en måtte genoplives. Efterfølgende års kamp mod efterfølgende psykisk og fysisk sygdom. Jeg er den nærmeste pårørende så jeg skulle træffe afgørende valg om hans behandling.
Døds risikoen – eller som lægen sagde. Sandsynligheden for at han overlever dette, er meget lille. Den modnet mig til at se livet med døden øverst i bevidstheden. Det blev naturligt for mig, at acceptere hans selvmordsforsøg og så det ikke som et egoistisk valg. At acceptere at sige farvel da han med tåre trillende over kinderne sagde, at han var så bange for at dø hver eneste gang han tog en vejrtrækning, fordi det gjorde så ondt.
– Under operationen havde de haft hans lunge ude for at skrabe den for bylder af betændelse. Jeg skulle give ham mit okay og forsikre ham om, at vi nok skulle klare os uden ham. Kysse ham på kinden og sige: det er okay far, du må godt tage her fra.
Jeg var 24/25 år.
Der er mange lag i denne historie, langt flere end jeg kan beskrive her.
Midt i LivsDoula uddannelsen 2020 fik jeg besked om, at min onkel. Ham som var mit faderbillede i min barndom, jeg er vokset op hos min moster og onkel. Han var blevet uhelbredelig syg af kræft. Så jeg satte drømmen om at støtte igennem sygdom og dødsproces på pause, for at finde styrke i mine egne erfaringer med denne del af livet – at misten en far. Selvom han blot var min plejefar i min barndom, så var det ham der på godt og ondt, viste mig hvordan en far er i hverdagen.
Støtten foregår igennem samtaler og så bruger jeg selvfølgelig også fotografiet. De nærmer beskrivelser kommer, så snart jeg er klar til at åbne kalenderen. Tænker du lige nu…. Hallo, jeg kan ikke vente – vi har brug for støtte nu. Så ring og få en uforpligtende snak.
Livets Fotografi
Fie Vandborg
Bovballe Møllevej 111B
7000 Fredericia
Cvr-nr: 28015674