Da jeg gik ud af folkeskolen som 16-årig, så tog jeg livet i egen hånd og selvom jeg havde fået et virkeligt godt trænet mindreværdskompleks af tiden i folkeskole, så vidst jeg, at jeg nok skulle klare mig.

Men jeg accepterer præmissen om, at jeg var dum og ikke evnede at lære. Men derfor kan man jo godt få et arbejde.

Mit første job var som salgsassistent i en dyrehandel, her arbejde jeg omkring 1½ år.
Her fandt jeg ud af, at selvom jeg stavede dårligt, så gjorde det ikke så meget. Jeg fandt også ud af, at jeg kunne huske ordne, som var de telefon nummer og på den måde kunne jeg skrive navne på de vare som skulle bestilles. Eller skrive fiskenavne på akvarierne.

Den del af hjernen som gemmer på faktuel viden, den virkede ret godt. Så jeg blev hurtigt et lille dyrehandel leksikon. Jeg skulle kun høre informationen en enkelt gang, og så kendte jeg den. Dengang var jeg ikke klar over, at det også er at lære. At alt det jeg vidste, jo var noget jeg havde lært. Fordi jeg også havde fået lært, at jeg ikke kunne lære. Jeg ved godt, at det er lidt sort/hvidt forstået – men jeg var jo ikke så gammel.

Da jeg fyldte 18 år tog jeg 9. klasse på VUC og selvom jeg bestod alle fag, så forstod jeg stadig ikke, at jeg kunne lære. Der skal åbenbart mere til at overbevise mig.

Når jeg tænker på det i dag, så er det lidt tragikomisk, at jeg havde lært, at jeg ikke kunne lære. I rigtig mange år gik jeg i troen om, at alt jeg vidste, det var almen viden.

Dyrehandel jeg havde arbejdet i, den gik konkurs og konkursboet blev købt af et par, som jeg kendte igennem mine forældre.
Jeg hjalp dem i opstarten. For jeg kendte butikken og dens vare som – indersiden af mine bukselommer. Vidste hvad der kom fra hvilke leverandør osv. Jeg omkodet kasseapparatet så det fik butikkens nye navn og medarbejders navne. Selvom jeg aldrig før havde prøvet at omkode et kasseapparat.

Efter 9. klassen skulle jeg havde startede på grundforløbet til mediegrafiker. Som også var det grundforløb man skulle have for at starte på fotograf uddannelsen. Men til infomødet blev jeg skræmt væk af alt det ukendte og alt det læsning det ville kræve. For jeg kunne ikke rigtigt læse og det var før programmer til oplæsning var en kendt løsning. Dansk havde jeg bestået ved at højreklikke på de røde streger og vælge et korrekt stavet ord. Den mundtlige eksamen var på 24 timer og her fik jeg en ven til at læse teksten.

I stedet for at starte på uddannelse, fik jeg job hos Post Danmark hvor jeg var ansat frem til starten af 2005.

I 2003 købte jeg en kolonihave som jeg ville bygge mit hjem i. Jeg er nemlig ret handy og er datter af en bygningssnedker og maler.  Kort efter finder jeg ud af, at jeg er gravid og skal have mit første barn. Kort efter jeg blev mor, blev vi udsat for en ulykke som gav mig mén der gjorde at jeg ikke kunne klare det arbejde jeg havde og så tog mit liv en drejning.

I dag ser jeg denne ulykke som en af de bedste ting der er sket for mig – ikke selve traumet og det forfærdelige i oplevelsen. Det faktum, at jeg blev tvunget til at vælge anderledes og derfor fandt jeg ud af, at jeg godt kan lære.

Når man ser døden i øjnene – altså oplever noget hvor du ved, at nu slutter det. Så sker der noget, som er umuligt at beskrive på andre måder end, at livet starter på ny.
På den anden side af “The point of no return” der står man og er fremmede i krop og følelser. Man skal lære sig selv at kende på ny – og det var starten på min faglige udvikling.